Painting / 2004
Gammel kunst hjælper unge, progressive kunstnere på vej
Børst støvet af de gamle, guldrandede malerier i kælderen, sælg dem på auktion og brug pengene på ny, moderne kunst, der kan inspirere medarbejderne og give kunderne en oplevelse.
Sådan tænkte forsikringsselskabet Tryg, der nu rydder ud i lagerrummet under hovedkontoret i Ballerup og samtidig hjælper unge talenter på vej. Tryg bruger en del af indtægterne på at udsmykke sine kundecentre med meget moderne og progressiv kunst. I første omgang gælder det Trygs nyindrettede kundecenter i Næstved Stor-Center.
Tryg har via Galleri Egelund i København købt i alt 45 malerier og fotografier af fem forskellige unge kunstnere til væggene i Næstved.
De fem kunstnere udgør en buket af Danmarks mest lovende unge kunstnere. Fælles for dem er, at de er meget progressive i deres kunst. De prøver gerne nye ting af, hvilket resulterer i paradoksale, forunderlige og fanden-i-voldske billeder.
De fem er Anders Brinch, Anders W.Ø. Larsen, Allan Otte, Frederikke Friderichsen og Karin Kaster. Detaljeret information om dem og deres værker kan fås hos Galleri Egelund.
Koncerndirektør i Tryg, Stig Ellkier-Pedersen, siger:
Vi har valgt at købe denne anderledes og meget moderne kunst, fordi vi tror på, at det inspirerer medarbejdere og kunder. Samtidig giver det vores kontorer en identitet, frem for blot at være traditionel udsmykning. Moderne kunst signalerer fornyelse, og det passer til Trygs virksomhedskultur; det er tryghed at turde stille spørgsmålstegn ved det traditionelle, at udfordre og sprænge rammer.
Tryg præsenterer for første gang de 45 billeder ved en åbningsreception i Trygs nye kundecenter i Næstved Stor-Center (på Kurts torv) fredag den 29. oktober 2004 klokken 14.15 hvor koncerndirektør Stig Ellkier-Pedersen vil være til stede.
Pressemeddelelse fra Amnesty:
Amnesty lysestager på auktion
I forbindelse med Amnestys 40 års jubilæum i Danmark har 40 førende danske kunstnere
og kunsthåndværkere, heriblandt Bjørn Nørgaard, Steffen Lüttge, Jens Galschiøt og Lone
Høyer Hansen, skabt en lysestage for Amnesty og menneskerettighedsarbejdet.
De 40 lysestager udbydes nu på netauktion i samarbejde med auktionshuset Lauritz.com,
og pengene går ubeskåret til Amnestys menneskerettighedsarbejde.
Udgangspunktet for de 40 forskellige kunstværker er at samle visuelle og kunstneriske bud på, hvad
menneskerettigheder er, og hvorfor det er vigtigt at bevare håbet og gejsten i kampen for
menneskerettighederne.
De 40 lysestager blev i oktober udstillet i Skt. Petri Kirke i København under navnet ‘Lys i en mørk tid – 40 kunstnere for menneskerettighederne’.
Auktionen starter torsdag d. 18. november ved en fernisering i Lauritz.coms showroom,
Bredgade 10, København K, fra kl. 17.00 – 19.00. Det vil i dette tidsrum også være muligt
at møde flere af kunstnerne. Auktionen slutter torsdag d. 9. december, i hele perioden vil
det være muligt at se stagerne i lauritz.coms showroom i Bredgade.
Udstillingsfolder:
Tekst i folder:
40 kunstnere tænder lys for Amnesty
I anledningen af Amnestys 40-års jubilæum præsenteres en kunstudstilling, hvor 40 danske kunstnere og designere hver især har skabt en lysestage til Amnesty.
De mange forskellige værker lyser op i Sankt Petri Kirken fra den 15.- 23. oktober, inden de, fra den 18. november til den 8. december sælges på netauktion på lauritz.com. Pengene går ubeskåret til Amnestys arbejde med menneskerettighederne.
Tanken bag Lys i en mørk tid er at indsamle visuelle bud på, hvad menneskerettigheder er, og hvorfor det er vigtigt at bevare håbet og gejsten i kampen for menneskerettighederne. Desuden er udstillingen inspireret af udtalelser fra løsladte samvittighedsfanger og torturofre, som eksempelvis Antoinette Chahin fra Libanon.
Amnesty fejrer 40 års jubilæum
Amnesty Internationals danske afdeling blev stiftet den 9. maj 1964 og kan i år fejre 40 års jubilæum. Det markeres med kulturelle arrangementer landet over, som sætter fokus på menneskerettighederne og Amnestys arbejde. De 40 kunstværker er en markering af, at medlemmer og aktive nu i 40 år har bakket op om Amnestys arbejde i Danmark. Desuden giver det Amnesty mulighed for, i samarbejde med en række af Danmarks førende kunstnere, at give danskerne en smuk og varm oplevelse i den mørke efterårstid.
Lagkagen
Roskilde Festival
Opbygning
Uddrag af “Med et får til festival” Af Claus Grymer, Kristeligt Dagblad
3. juli 2004, side 7
Som et bål i regnen rejser en gul lagkage sig trodsigt under de lave skyer. Halvvejs kæntret ligger den med sin overdådighed af udvæltende creme – og beklædt med farvestrålende røde bær, plukket på glædens træ, synes det. Festival-glæde, tænker jeg. Her findes den. Jeg spiser af kagen med øjnene.
Var det ikke for dens omfang, kunne man tro, at én havde tabt den. Men ingen taber et hus – og kagen er stor som et hus. Et eventyrhus med overraskelser. Går man om på den anden side, kommer man til en lille granskov. I nogle af træerne hænger klokker, der trods deres tavshed har en sød lyd af jul. I skoven vokser også fluesvampe, endda med indlagt lys. Deres muntre blink tager mig med til en verden, hvor fluesvampe ikke er giftige.
Det er maleren Karin Kasters første skulptur. Hun har overført de eventyrlige elementer fra sit maleri til kagen, der fremtræder som en kærkommen påmindelse om, at solen alligevel er til.
Eller er den?
»Hvis ikke man tror, det regner, må man være på syre«, siger en forbipassende.
»Skodvejr!«, siger en anden.
Se på kagen, tænker jeg, og gå oprustede videre!