Et postmodernistisk wunderkammer

af Julie Damgaard

Kulisse-karakter

Kaster leger med illusionen og benytter sig af vores hang til forførelse. Herunder den nostalgiske forestilling om krukken med guldmønter for enden af regnbuen. Hendes skat-kammer bugner af relieffer, små-tableauer og objekter, der betager os, men viser sig at være funderet på visuelle ’overskuds-varer’ fra samtidens populær-kulturelle marked – på symboler og ikoner fra det postmoderne lager. Elementer, der afslører deres hulhed og kulisse-karakter så snart, de gås efter i sømmene. Den eneste sande værdi ligger i deres bevidstheds-skabende kvaliteter.

Forfald og dekomposition

Kæmpe-perler i gabende muslingeskaller, dekadente lertøjsfigurer, glimtende diamanter, spejlblanke, farvede kugler og store røde hjerter. Det er svært ikke at begejstres og lade sig rive med. Men ligesom barnet, der modnes, træder ’forskeren’ i os snart i karakter. Bag de lækre ’bling-bling’-overflader er det ved nærmere eftersyn svært at skelne andet end tomhed. Eller forfald og dekomposition. Således iagttager vi, hvordan hvide og sorte mider kravler frem fra de skinnende rekvisitter. Kun en kort stund bliver glimmeret hængende på Kasters glansbilled-dekoration. Så krakelerer fernisen og materien vælter ud. Den mørke af slagsen.

Det unheimliche

Tankevækkende er det, at vi ser os selv spejlet i udstillingens mange glatte overflader og dermed bliver del af artificialiteten og fordærvelsen. Verdensbilledet er ikke blevet kønnere med årene, og det naivt-uskyldige univers er alvorligt trængt. Barnet får ikke lov at forblive barn. Det udvikler sig og konfronteres med det unheimliche og verdens skyggesider: med ondskaben bag klovnemasken og en korrupt, campet tivolisering. Det mikrokosmos, det hidtil har befundet sig i, får et



skær af naivitet og føles pludselig en anelse klaustrofobisk. Der er behov for udvidelse.
Kasters surrealistiske malerier, der indgår i installationen på lige fod med de tredimensionelle objekter, synes at stå som billeder på overgangsfaserne i livet. Ikke kun fra barn til voksen, men også senere i tilværelsen: de store spring ud i det uvisse og de banebrydende livtag med eksistensens udfordringer. I malerierne, der bliver til under en langvarig arbejdsproces, hvor maling og forskellige elementer henholdsvis lægges og klæbes på fladen i flere lag, arbejdes der konsekvent med kontraster. Mellem det monokrome og stærkt kulørte, det pænt grafiske og det sjuskede. Mellem det maskinelt upersonlige, skarpt geometriske eller mønstrede og en række mere ekspressive flader. Realistiske, perspektiviske motiver og abstrakte, formelle detaljer danner tilsammen et komplekst rum, der udfordrer beskuerens virkelighedsopfattelse.

Uheldsvangert balancerende

Af broer, trapper, stiger og regnbuer, der ender brat og synes at markere både en over- og undergang, ledes beskueren ind i denne sælsomme, spændingsfyldte sfære, hvor alt ser ud til at være i kollaps eller opløsning. Ikke mindst den verdensorden og de universelle love, vi er bekendte med og trygge ved. Her er hverken endestationer eller lette udveje, men til gengæld en række iøjnefaldende forhindringer. Ligesom det gælder for flere af Kasters tredimensionelle genstande, udgør det tomme rum en markant del af udtrykket. Det er en ukendt fremtid, man træder ind – eller ud – i. Uheldsvangert balancerende i et fremmedartet miljø, der mest af alt minder om en blanding af en skrækfilms-scenografi, et stiliseret tegneserie-tableau og et absurd teater-sætstykke på grænsen af eks- eller implosion og kun hist og her holdt sammen af reb, trisser og snore, er det næsten umuligt at overvinde frygten for at træde forkert.


Den grundlæggende tilstand af entropi, katastrofe og instabilitet, der præger billedrummet, indeholder dog samtidig potentialet for rekonstruktion og genløsning.

Den mytiske passage

Dette tema kender vi fra ældgamle initieringsriter, hvor det unge menneske må gennemgå en række prøver for at blive accepteret som fuldgyldigt medlem af klanen. Barnet må begive sig ud på en farefuld færd i et ukendt landskab – eksempelvis en hule eller labyrint – hvor det møder onde kræfter og får hjælp fra beskyttende ånder. Kun via den desintegrering, som den mytiske passage afstedkommer, kan en ny helhed, en ny identitet, blive til. Her er tale om en symbolsk død og genfødsel.

Vor kulturhistorie indeholder adskillige sagn og myter om faren ved at lade sig lokke af det ukendte. Lygtemænd, elverfolk, sirener og deslige. Alligevel har vi svært ved at modstå fristelsen. Også Kasters billeder lokker os – i al deres uigennemsigtighed; forfører os med små lanterner i mørket, der sætter ild til vore forestillinger.

Natsværmeren

Ligesom natsværmeren, der tiltrækkes af en flamme, kan det vise sig skelsættende at give efter. Det er imidlertid først efter de rigtigt dybe fald, vi i grunden mærker, hvad det vil sige at rejse os. Frem for at angive en risiko, markerer skæret måske snarere det berømte lys for enden af tunnellen.

Træk derfor roligt et håndtegnet skattekort over det indre landskab – over sindets labyrint – og gå beredvilligt vild i dette kosmos. Følg, om du vil, natsværmeren, mørkets væsen, der i kraft af sin frihed fra rum og begrænsninger viser os indgangen til en uendelig dimension. For det er her, den virkelige skat ligger begravet.

Julie Damgaard, kunsthistoriker /2007