Text / 2005 / painting / No sound of birds

Gnister på fladen
Tekst til udstillingskatalog

Af LISBETH BONDE

I Karin Kasters malerier mødes flere, højst forskellige verdener og visuelle udtryk: Snart er vi i et landskab med stiliserede grantræer, fremstillet i hardcore popstil. Snart er hun urbanitetskunstneren, som sætter sine graffitilignende spor på det jomfruelige, hvide lærred med spraydåsens pangfarver. Snart ’tegner’ hun med stor akkuratesse med penslen og benytter en detaljeret, realistisk udtryksform Som tidligere arkitektstuderende har hun forkærlighed for bygningsfragmenter som brædder eller mursten, der ofte ses svævende gennem billedrummet. Karin Kasters metode minder mest af alt om den samplede musik, der er sammenstykket af vidt forskellige stilcitater fra mange musikalske genrer. Hendes dør til det ubevidste står pivåben, og hun ledes af associationer, som pludselig kommer til hende – som en slags stream of consciousness. Disse ubevidste tankespring gør hendes billeder uortodokse og overraskende, og farveholdningen – brugen af meget stærke akrylfarver, som hun selv blander af de tre primærfarver – er ved at slå benene væk under betragteren. Ved første øjekast kan de tage sig ud som ét stort æstetisk automobilsammenstød, der gør betragteren usikker. Det er imidlertid altid muligt at etablere en surreel logik, som samler sig til en sammenhængende og plausibel fortælling i betragterens hoved, hvis man vel at mærke er åben over for dem.

Karin Kasters billeder gør op med naturlovene – især tyngdelovene. Tunge klokker hænger i tynde tråde. Usandsynligt faldefærdige bræddehytter er ved at falde fra hinanden, men som i Guldfeber bliver de med nød og næppe holdt oppe og undgår at blive smadret i afgrundens dyb, eller mærkelige brændende svampe er på vej op i himmelrummet – forekomster, som verden ikke har set før. Det er usandsynligt, men i det det ’lander’ på hendes lærred, bliver det sandsynligt som Salvador Dalí’s smeltede ure eller René Magrittes svævende klipper. Det er det 21. århundredes svar på surrealismen, som finder vej til Karin Kaster sprælske og ofte monumentale lærreder. Alle midler kan tages i brug, så længe det slår gnister på fladen og nærer hendes fantasi. Mærkelige syner svæver hen og fæstner sig på lærredets rolige og homogene overflade – som sommerfugle i et drømmende flow. Det eneste rolige i hendes malerier er lærredets homogene overflade. Stofligheden interesserer nemlig ikke Karin Kaster. Det er billedets fortælling, som driver værket. Hendes sprog er fabulerende, selv om motiverne sjældent befolkes af levende væsener.

Karin Kaster er en del af opbruddet fra det mere formelle maleri, som har fundet sted inden for de seneste 4-5 år. En generation af unge kunstnere har taget et mere fabulerende billedsprog i ed. De er født i midten af halvfjerdserne. Efter en lang periode med mere formelle maleriske eksperimenter, kan man iagttage et ny og langt mere lystbetonet og legende maleri, der vinder frem. For disse unge malere er intet helligt. De kan bruge løs af kunsthistoriens store billedlager – men de gør det originalt og i pagt med informationssamfundets nye medier og nye visualiteter. Deres maleri tager afsæt i deres egne, private syner og oplevelser, ofte af kropslig art. De har formået at forny det overbevisende og i stadig nye retninger. De udveksler med så vidt forskellige genrer som popkunst, arkitekturtegning, eventyr- og børnebogsillustration og det nyrealistiske maleri, men vel at mærke på deres helt egen måde.

Foruden af Karin Kaster tegnes dette nye maleri af malere som Kathrine Ærtebjerg, Eske Kath, Allan Otte, Maria Torp, Ivan Andersen og Lise Blomberg Andersen m.fl. Disse kunstnere udnytter det pluralistiske mulighedsfelt, som maleriet i disse år har åbnet op for. Efter årtier med konceptuel kunst og aggressive powerplays på ’scenen’ har behovet meldt sig for et mere inderligt sprog, der dyrker det intime univers i en figurativ fremstillingsform. Selv om nævnte unge malere afviger fra hinanden indbyrdes – de spænder fra fint ciselerede eventyruniverser til eksplosiv kropsekspressionisme – så er der nogle fællestræk, som berettiger til at læse dem som et nyt kapitel i kunstens historie, herunder en særlig æstetik, hvori eventyret, naturen og drømmen støder sammen med kroppen og den voldsomme og larmende storbyverden. De vover et øje med fortællingen – med passionen og fantasien som omdrejningspunkt – samtidig med at de altså ofte tager afsæt i oplevet stof. Af udenlandske kunstnere, som har inspireret Karin Kaster, kan nævnes Franz Ackermann, Laura Owens og Julie Verhoeven. Desuden kan man se så forskellige referencer som julekort, japanske postkort og tegneserier, ligesom flere af hendes malerier næres af indtryk fra byggepladser og fra forskellige naturoplevelser.

Karin Kasters udtryk er løssluppent og frækt, men samtidig cool, konkret og styret. Hun bidrager aktivt til at udvide det mulighedsflet, som maleriet befinder sig i her ved begyndelsen til det nye århundrede, og hun gør det på sin egen, originale måde.

Lisbeth Bonde har skrevet flere bøger om billedkunst og er kunstskribent ved Weekendavisen